Aurelia Aurita..

I lejligheden på 3. sal, bag de nedrullede gardiner, giver vækkeuret en larmede støj fra sig, indtil en arm kom til syne fra dynens gemmer. Der skal flere forsøg til for at ramme afbryderknappen, der øjeblikkeligt får uret gjort tavst.

Lizzie gnider søvnigt øjnene med bagsiden af hånden og kryber sammen i fosterstilling under den tunge dyne. Hun mærker dynens tyngde imod hendes energiforladte krop, og føler sig overmandet, som om dynen presser hende længere ned i madrassen.

Gårsdagens indtagelse af rødvin trykker kraftigt på indersiden af pandeskallen. Kropslemmerne reagerer ikke, da hun glider om på ryggen, og længe ligger hun kludedukkeagtigt, selvom en stikkende smerte vokser frem i venstre side af kroppen. Hun triller om på siden, og gemmer ansigtet i puden i håb om, at søvnen kommer igen, men i stedet overfaldes hun af gårsdagens hændelser.

Hendes forældre havde inviteret til middag i villaen på Frederiksberg og selvom hun ikke havde lyst til at være social, havde hun alligevel takket ja til invitationen, da moren ringede. Allerede ved hoveddøren havde moren nysgerrigt stukket til hende; havde hun mon andre planer senere? Men inden moren fik startet det lange krydsforhør, om Lizzie så nogen for tiden – eller endnu bedre måske endelig havde fået en kæreste, så havde Lizzie afbrudt med et toneløst: ”Nej mor, jeg skal ikke noget andet i aften..”

Middagen var som altid; faren fik ikke et ord indført imellem morens ivrige pistolskud af spørgsmål, som Lizzie kejtet forsøgte at undvige. Da de nåede desserten, havde moren fortvivlet set på sin datter og vredt udbrudt: ”Jamen Lizzie, hvis du ikke snart finder en at dele livet med, ender du som en ensom gammel dame, der kun har dine dumme katte, som selskab! Drømmer du da slet ikke om at få familie og børn!”

Efter en vindblæst hjemtur havde naboen, Vibeke, taget imod Lizzie med to kærlige øjne og en varm omfavnelse, der duftende stærkt af karry, da hun trængte sig på med to flasker rødvin og en pose salte peanuts i armene. Efter adskillige glas vin og timers enetale om morens evige snagen i Lizzies ikkeeksisterende kærlighedsliv, var hun listet ud af lejligheden og ind til sig selv, med – om muligt, mere selvynk siddende i kroppen end da hun kom.

En klump sniger sig op i halsen, og hun må synke ekstra kraftigt for ikke at få tårer i øjnene. Hun trækker skuldrene op til ørerne og klemmer øjnene hårdt i. Hvilken del af at hun VAR ensom, var det moren ikke forstod?! Hun sukker dybt, vikler sig ud af puder og dyne, og forlader modvilligt den varme trygge hule. Da foden rammer det iskolde trægulv, skutter hun sig og slår armene omkring sig i et forsøg på at fastholde kroppens varme fra dynen.  Hun lister på tæer ud i køkkenet, som for at mindske mængden af berøringen med det kolde gulv. Hun tænder for emhætten, som straks begynder at suge luft ud af rummet. Hun sætter sig akavet på køkkenbordet ved siden af komfuret, og finder med klodsende fingre den sidste smøg i en lommekrøllet Kings pakke. Fumler med lighteren og tager så endelig en dyb indånding igennem filteret og puster ud – op i emhætten.

Som hun sidder dér på bordet i det lille køkken, kommer hankatten Pelle til syne i døråbningen, han spinder kælent, mens han glider sit hoved om dørkarmen. Han ser forventningsfuldt op på hende, og i et enkelt hop er han oppe på bordet ved hendes side. Hun stryger ham over ryggen, mens han ælter hendes lår med poterne, hun mærker ubehaget ved hans klør, der når hende igennem den lange tynde T-shirt. Hun tager det sidste hvæs af smøgeren og skodder den, i det overfyldte askebære på emhættens hylde, mens hun søvndysset stiger ned fra bordet og lunter ud på badeværelset for at tisse.

Da hun ser spejlbilledet stirre tomt tilbage på hende, rammes hun som et knytnæve slag af væmmelse, den slaskede krop under den alt for store T-shirt, det fedtede krusede hår og de blålige rødvinstænder, der kan skimtes mellem de sprukne læber. Som straf tænder hun for vandhanen og plasker iskoldt vand i hovedet. Hun gisper let, da hun rækker hånden ud af efter håndklædet på væggen. Synet i spejlet blev bestemt ikke bedre, nu hænger gårsdagens mascara i længe sorte striber ned over hendes ansigt, og selvom hun børster tænder med ekstra meget tandpasta, skriger de blålige tænder stadig på hendes opmærksomhed.

Hun har røget den sidste smøg i pakken, og må derfor af sted efter flere, så hun finder de slidte jeans og en stor T-shirt frem fra skabet. Hun samler den forvaskede striktrøje op fra gulvet og trækker den over hovedet, inden hun tager støvler på, og finder pung og nøglerne i tasken. Vinden udefra slår hende næsten omkuld, da hun trækker gadedøren op og trasker ud på fortovet.

Frostvejret bider sig fast i hendes hud og skær i ribbenene; hun har ikke fået nok tøj på, men hun orker ikke at låse sig ind igen, tager hun i stedet ekstra store skridt i et forsøg på at gøre turen i kiosken en anelse kortere. Da hun runder hjørnet for enden af gaden, er hun lige ved at snuble over en mand, der sidder på hug og snører sin sko. Hun stopper op et øjeblik og slår armene omkring sin frysende krop. Han rejser sig langsomt og smiler bredt til hende. Hun betragter ham og får så febrilsk fremstammet: ”Øøhh, det må du undskylde” – ud igennem de kolde sprukne læber. Straks kommer hun i tanke om de blålige rødvinstænder og trækker hurtigt den ene hånd op foran munden for at skjule dem..

”Pjat med dig, du ku’ da ikke vide jeg sad her og bandt min sko!” udbryder den unge mand med et kækt løftet øjenbryn og energiske armbevægelser, han smiler til hende igen og fortsætter: ”men når nu du alligevel er stødt på mig – kunne du så tænke dig at støtte UNICEF’s arbejde?”
Hun rynker panden og ser nu at fyren er klædt i en blå vindjakke med UNICEF skrevet med store hvide bogstaver. Det er da lige hvad der manglede; en komplet fremmed der vil blande sig i, hvorvidt om hun støtter de sultende børn i Afrika med et symbolsk beløb! For helvede kan han da ikke se, at det ikke lige er hende han skal tage fat i, men et menneske med overskud på kontoen?
”Ej, det er vist ikke lige mig” får hun vredt snappet af og trasker opgivende videre hen af fortovet. Men til hendes frygt opdager hun, at den unge mand ikke har i sinde at lade hende slippe så let..

ppsstt hvis du skulle være i tvivl så betyder “Aurelia Aurita” vandmand/gople..

..og til sidst lige en stor tak til Pernille for hjælp til komma og punktum!